Mød medlemmerne

Ny omgangskreds efter arbejdslivet? Kom med i seniorklubben. Her kan du møde nogle af seniorklubbernes medlemmer.

John og Per

John (til venstre) og Per (til højre) ses hver fredag i madklubben for mænd. Det gør de i Peder Lykke Centrets seniorklub på Amager. De går på et madlavningshold sammen med 15 andre mænd, der alle er i deres bedste alder – og som alle deler interessen for mad.

”Du kan komme her og blive modtaget helt på dine betingelser. Det er lige meget, hvad du har lavet arbejdsmæssigt før, for her mødes vi jo om maden – og med tiden bliver alle gutterne jo ens venner”, fortæller John, der har gået i seniorklubben i 10 år.

Udover madklubben har han også gået til kunsthistorie, gymnastik og musik. Og det med lære en masse nyt, det kender Per også til.

”Efter et aktivt arbejdsliv som tømrer, så ville jeg ikke bare sidde derhjemme som pensionist. Jeg vil sgu stadig gerne lære nye ting, så jeg har både gået til yoga, filosofi og kor – og hold nu op, hvor giver det mig bare mening i hverdagen at have det her fællesskab at tage til,” fortæller Per.

Kai Chu

”Hvis du keder dig derhjemme og vil have selskab – så kom ned i en seniorklub” - Så klart lyder rådet fra Kai Chu, der spiller brætspil hver torsdag i Sankt Joseph seniorklub på Nørrebro. Fællesskabet i gruppen af spilglade seniorer er stærkt – ligeså er kampgejsten – så de kan nogle gange både nå at få morgenkaffen og eftermiddagskaffen, når de mødes.

Kai Chu har også tidligere gået til kor, men nu bruger hun hovedsageligt stemmen til at råbe ”banko”, når hun vinder i de månedlige arrangementer i seniorklubben.

”Mit netværk har hovedsageligt været gennem min tid i restaurationsbranchen, så det har været virkelig godt at komme her og møde en masse andre mennesker, efter jeg gik på pension. Og så har Hanne fra seniorklubben lært mig at bage godt surdejsbrød, så det står jeg for om torsdagen nu,” fortæller Kai Chu.

Marian

”Det betyder så meget for mig at være med hernede, at jeg virkelig skal have en god grund for at skippe. Det giver sådan en glæde at være med. Dét, at være en del af noget,” fortæller Marian på 66 år. Hun startede i Amager Seniorklub for to år siden, hvor hun går til udendørs træning sammen med 20 andre friske københavnere.

Efter et aktivt liv med sagsbehandling om dagen og træning om aftenen, så var der ingen grund til at stoppe med at holde kroppen og hovedet i gang, da hun gik på pension. Derfor meldte hun sig ind i seniorklubben - ”Man mærker jo ikke forskellen på folks alder – jeg ved faktisk slet ikke, hvor gamle folk er. Vi mødes jo bare om vores interesser og fællesskabet.”.

Marian har et godt råd til dig, der er nysgerrig på at blive en del af fællesskabet: ”Undersøg mulighederne og alliér dig med en ven – det er altid det første skridt over dørtærsklen, der er det svære. Derefter ser du dig ikke tilbage. Jeg er så glad for, at jeg kom med i seniorklubben”.