I fokus: Aktivitetscenter Langgadehus
Velkommen til Langgadehus Aktivitetscenter. Her har du rig mulighed for at få nye venskaber og blive en del af et aktivt fællesskab.
Her på Langgadehus starter vi altid dagen med at synge et par fællessange i kaffestuen, før vi kaster os ud i dagens aktiviteter. Det er en god mulighed for at få en kop kaffe og en snak med de andre medlemmer, inden dagen går i gang.
Vi har masser af spændende aktiviteter at byde på. Det kan være lige fra træningshold til højtlæsning, sang, madlavning, håndarbejde, hjernegymnastik, floorball, quiz, yoga og meget mere. Du behøver ikke tilmelde dig. Så snart du er medlem, kan du bare møde op og deltage.
Aktiviteterne kan ændre sig engang i mellem, fordi vi tilpasser dem efter medlemmernes behov og ønsker. Medlemmerne er i centrum, og der er altid nogen til at svare på dine spørgsmål og tage højde for de udfordringer, du måtte støde på. Vi har uddannede medarbejdere, som er med til at give dig en tryg oplevelse. Det er fx fysioterapeuter, ergoterapeuter, social- og sundhedsassistenter og pædagoger – og vi har dygtige frivillige, der hjælper til med forskellige aktiviteter.
Vores fællesskab består af cirka 200 medlemmer. Nogle kommer dagligt for at træne og deltage i aktiviteter hele dagen, og nogle kommer kun til udvalgte aktiviteter. Det er helt op til dig, og hvad der passer ind i din hverdag og dit liv.
Vi glæder os til at byde dig velkommen i fællesskabet på Aktivitetscenter Langgadehus.
Mød din vært
Jeg hedder Karina, og jeg er en af de værter, der er klar til at byde dig velkommen på Langgadehus.
Det er min og mine kollegers opgave at sørge for, at du får en god velkomst her hos os. Derfor tager vi altid en indledende snak med dig og sørger for, at du sidder sammen med nogen, du kan tale med.
Vi ved godt, at det kan være svært at tage det første skridt herned, men vi skal nok sørge for, at du ikke føler dig alene.
Aktivitetscenter Langgadehus
I fokus
Hver måned sætter vi fokus på en af byens mange seniorklubber eller aktivitetscentre.